Krolf




Sabro IF Krolf er en  nystartet afdeling under Sabro IF, og har klublokaler i ”Hytten” (tidligere Spejderhus) og baner på de herlige grønne områder i forbindelse med denne.


Som afdeling er vi tilknyttet/medlem af DGI Østjylland Krolf hvor ildsjæle har været primus motor for en rimelig stor udbredelse af den forholdsvise nye aktivitet i det Østjyske område.


Ud over det at spille krolf m.v. på sit eget anlæg, er der under DGI Krolf forskellige aktiviteter, som man alt efter lyst og interesse kan deltage i (se evt. nærmere på www.dgi.dk/krolf).


Ud over selve spillet som afvikles i henhold til ”Spillereglerne” for DGI Krolf – har aktiviteten i udpræget grad også en social side. Det at mødes, få en kop kaffe, øl el. vand, nyde naturen og den friske luft, snakke lidt om tingene osv. osv. osv.


Så når Dannebrog er på hel tirsdag formiddag el. torsdag aften – så er aktiviteten i gang, og skulle nogle være så heldig at få ”hole in one”, så er der en klokke der ringer.




Spilletider

Vi spiller krolf på de grønne områder i forbindelse med ”Hytten” - det tidligere spejderhus.


Vi starter sæsonen tirsdag den 3. april kl. 10 – ca. 12.


Herefter mødes vi hver tirsdag formiddag på samme tidspunkt, så kom bare og vær med!


Alle kan deltage og få fornøjelse af krolf-spillet, og der er nok der gerne vil vejlede og hjælpe i gang.


Senere på foråret fra og med den 3. maj vil der også være muligt at spille krolf torsdag aften kl. 18.30 – 20.30. En mulighed for børn og voksne som normalt ikke kan være med tirsdag formiddag.